Målet med Snurretoppen er at skabe Nørresundbys sjoveste og bedste ”legeplads”, hvor nærvær, omsorg og tryghed danner rammen for, at børnene kan udfolde sig, lære nyt og udvikle sig. Vi tror på, at kropslig dannelse giver grundmotoriske færdigheder, og det er med til at skabe selvtillid, selvværd og grobund for fremtidig læring.
Som navnet indikerer, skal Snurretoppen være et sted, hvor børn kan ”slippes fri”. Der er hos os god plads omkring børnene, og vi bestræber os på, at alle børn kommer ud hver dag – enten på legepladsen, der opfordrer til hop og galop eller i nærområdet, der byder på parker, skov og fjord samt lokale idrætsfaciliteter, som institutionen kan anvende med de forskellige aldersgrupper.
Vi tror på, at en integreret institution kan tilbyde noget helt specielt, hvor de små kan lære af de store, og de store kan lære at drage omsorg og opnå empati gennem de små. Snurretoppen er ét hus, men dækker over fire grupper, som har specifikke fokusområder, der specielt gør sig gældende i det typiske alderstrin og overgangsperioder.